Få mere ud af saxofonblade

Få mere ud af dine saxofonblade (og klarinetblade) samt styrketabel

Jeg plejer at sige, at du ud af 5 tilfældige blade vil finde 1 rigtig godt blad; koncertbladet, 3 mellemgode (OK med forskellige skavanker) samt 1 rigtig dårligt. Det gode blad skal du bare nyde og bruge ved særlige lejligheder. Det dårlige kan du øve dig på at forbedre eller smide ud, og de 3 mellemgode kan du gøre bedre ved at følge denne vejledning, som jeg har fået fra Anders Gårdmand og selv brugt siden. Både til kunsstofblade, f.eks. Fibracell, og almindelige blade skåret af Arundo Donax, elefantgræs.

Det er altid en god ide, at gøre bladet fugtigt inden brug. Det holder længere og specielt ældre blade krøller i spidsen, når man begynder at spille på dem tørre. Nogle saxofonister opbevarer deres blade i en lukket æske med fugtstyring, andre bruger de medfølgende holdere eller en enkel, billig åben holder.

Tag bladet af, når du er færdig med at øve, gør det rent og sæt det i holder. Brug et andet blad næste gang du øver. På den måde genvinder bladene styrken og du lærer det enkelte blade at kende.

De fleste blade er skæve, dvs. den ene side er mere levende end den anden. Det er som regel ikke noget, du kan se selv om bladet kan synes asymmetrisk, ligesom på billedet herunder.

Asymetriske saxofonblade

Først gælder det om at finde den døde side. Sæt bladet meget omhyggeligt og præcist på mundstykket og spil en tone. Læg herefter hovedet ned på den ene side og derefter på den anden (se billederne herunder). Når du lægger hovedet ned på højre side, blokerer du venstre side af bladet, mens den højre side vibrerer frit og omvendt.

Hovedet til begge sider

Din mulighed for at balancere bladet, består i at gøre den ”døde” side mere levende. Det gør du ved at tage bladet af mundstykket. Herefter sliber eller skraber du det markerede område med sandpapir eller en skarp kniv (se billedet herunder). Du skal ikke arbejde ret meget på bladet, før det kan mærkes og det forhåbentlig balancerer.

Slibemarkering på saxofonblad

Det er meget vigtigt, at du tager bladet af mundstykket mens du arbejder på det, da der ellers kan komme ”savsmuld” ind mellem mundstykke og blad. Det vil gøre det umuligt at vurdere noget som helst.

På denne måde vil du måske kunne gå en styrke op i blade fordi du gør nogle af dem lidt blødere, men også fordi det er lettere at spille på et relativt hårdt blad, når det balancerer.

Hvis du stadigvæk oplever problemer med bladene selvom du har arbejdet med dem, kan det være en god ide med et kritisk blik på mundstykket. Især messingmundstykker som Otto Link er meget følsomme og tåler ikke fald. Flugt tippen og flangerne som vist herunder. Hvis det ser skævt ud, kan problemerne stamme herfra.

Kontrol af spids og baner

Oversigt over bladstyrker

Chart all

God fornøjelse!
Henrik Møller, marts 2010