Yanagisawa sopransaxofon, lige med 2 halse, S-WO37, Solid Silver

YANAGISAWA SOPRANSAXOFON, LIGE MED 2 HALSE, S-WO37, SOLID SILVER

Yanagisawas S-WO37 i Solid Silver er konstrueret på samme måde som S-WO10 og -20 med to halse og posterne loddet samlet på kroppen i grupper.

Hele forløbet på halse og krop er lavet af lakeret, massivt sølv i modsætning til forsølvede instrumenter, hvor sølvet ligger i et tyndt lag uden på messingen.

Saxofonen er lidt tungere end de tilsvarende WO10 og -20 modeller i messing og bronze pga. sølvets større vægtfylde. Det er det, der giver WO37 saxofonerne den – bogstavelig talt – fede klang.

Det er også grunden til, at jeg ikke har tenor og baryton i massivt sølv; jeg synes de bliver for mørke i klangen. Sopranerne og alten derimod får et helt særligt liv i klangen.

Saxofonen er lakeret, så den skifter ikke udseende som forsølvede saxofoner normalt vil gøre. I det hele taget har sølvet i denne saxofon en helt anden klangmæssig effekt end det samme metal på den forsølvede.

Den lige sopran har, når den spilles med den lige hals, et væld af overtoner. Med den bøjede hals mister den nogle få overtoner og bliver lidt mere nasal. Mange vælger at spille med den bøjede hals pga. at det letter nodelæsning, men også fordi den spreder lyden bedre og er tættere på den menneskelige stemme.

Saxofonen sælges med et virkelig godt rygsæketui og et professionelt mundstykke samt et års ubegrænset adgang til gratis eftersyn.

De fleste af mine professionelle kunder, som spiller Yanagisawa sopran, bruger det medfølgende mundstykke i ebonit.